Frøsamlernes adoptionsprogram

Den adopterede gamle pelargonie "Martine"

Hvorfor adoptioner? Et af Frøsamlernes allervigtigste opgaver er at bevare historiske sorter. Det gør vi ved at dyrke og bruge sorterne. De fleste af de sorter der bliver udbudt på vores frølister, bliver dyrket af adskillige frøsamlere. MEN: Hvis en sort forsvinder fra listen i flere år, véd vi ikke hvem der har sorten. Den kan forsvinde ud af vores sortiment, måske for evigt. Derfor prøver vi at sørge for, at der altid er mindst 2 frøsamlere der dyrker de enkelte sorter ved at adoptere dem.

 

Hvilke sorter adopteres? Koordinatorerne er normalt temmelig kritiske: Det er de sorter der er "mandatsorter" for Frøsamlerne. Det vil sige sorter med en vigtig, lang og/eller velbeskrevet dansk historie der indgår i programmet. Hvis du går ind i databasen, vil disse sorter stå som "mandatsorter" – hvis vi har nået at lægge den ind. Vi har ikke kapacitet til at gøre sorter som andre har ansvaret for til mandatsorter – f.eks. sorter som er i SESAM (den svenske frøsamlerforening). Også selv om vi gerne ser at de bevares i vores samling.

 

Hvad skal jeg gøre? Det allervigtigste er, at du giver besked til koordinatoren der har med sorten at gøre, hvis du ikke længere ønsker at dyrke den. Eller hvis avlen mislykkes. Hvis du siger "ja" til at være adoptant af en sort, siger du altså "ja” til at dyrke den, og derved passe på den, indtil du meddeler du ikke vil mere.

 

Hvad hvis jeg ikke kan lide sorten? Hvis man ikke kan sammen med sit adoptivbarn duer det ikke. Derfor er det en god idé at prøve sorten et år, inden man siger ja til at passe på den.

 

Skal jeg give besked til nogen? Normalt vil koordinatoren selv henvende sig med spørgsmål om hvordan det går. Men det kan være en god idé at sende en kort besked til koordinatoren, hvis vedkommende ikke har henvendt sig.

 

Skal jeg udbyde frø på frølisten af sorten? Nej – det behøver du ikke. Men du er selvfølgelig velkommen. Nogle gange vil koordinatoren bede dig om enten at gøre det – eller netop ikke gøre det. Det kan være hvis der f.eks. mangler adoptivforældre til sorten, eller den skal indgå i et forsøg.

 

Du kan finde en side om koordinatorerne her til venstre og på kortet på Kontaktsiden.  Vi er ved at revidere adoptionsarbejdet - der kommer flere oplysninger i løbet af 2016.