Sort

Tidligere kaldet Maries høje ært. Fra Maries barndomsgård på halvøen Hurum i Norge. Da Marie i 1893 gifter sig ind i slægten på Transing­gård i sydsjælland tager hun ærten med sig. Ærten dyrkes stadig af slægten. Her har du Maries beretning i sin fulde udstrækning: "Når vi kalder ærterne for 'Maries ærter' er det fordi mormor også hed Marie.: 'Historisk ved jeg, at min mormor Marie Sand har fået ærterne med til Danmark fra Hurum i Norge. Hurum er den halvø, der ligger mellem Oslo-fjord og Drammensfjord .Hun kom fra en gård, der hedder Sand og blev gift med en bonde fra en slægtsgård i Lundby i Sydsjælland, Transinggård. De blev gift i 1893. Rankerne bliver to meter høje, ærterne er store og søde og kan høstes over lang tid. De bliver sjældent melede, og de er modstandsdygtige over for orm. Med de egenskaber har de altid været noget særligt. De blev riset op på lange ærte-riis. Jeg husker de lange høje ærtebede på Transinggård, et skønt sted at gemme sig og smovse i ærterne, selv om det var strengt forbudt. Tømme bælge og knækkede ranker kunne afsløre børnene, så vi måtte passe på. Ærterne blev plukket og bælget af de voksne i spandevis, og mormor Kom dem på konservesdåser, der blev loddet til af den lokale blikkenslager. Min mor var lige så øm over ærterne, de var festmad, hun henkogte dem i glas. Tiden blev en anden. Billige frosne ærter kunne købes i brugsen. Det var meget nemmere .Men for 25 år siden fik vi vores egen urtehave, og jeg skulle selvfølgelig have mormors ærter i jorden. De kunne stadigvæk hentes på Transiggård. Slægten har altså alene her i Danmark dyrket dem i mere end 100 år. Mine børn og børnebørn sætter heldigvis også stor pris på dem. Jeg løs fryser dem, så de er lige så lette at anvende som købe ærter'" Sendt til NordGen, NGB20121, i år 2009.