BESKRIVELSE
Description
‘Mieze Schindler’ er en tysk jordbærsort, der kom på markedet i 1925 og er opkaldt efter forædleren Otto Schindlers kone.
Den indeholder nogen af de samme smagsstoffer som skovjordbær, hvilket giver den en fantastisk smag og samme status i Tyskland, som ‘Dybdahl’ har i Danmark. Ligesom denne er ‘Mieze Schindler’ ikke særligt yderig, sammenlignet med nyere sorter, og heller ikke spor holdbar.
Den danner ret fladtvoksende, løse planter med blomster og bær over det mørkegrønne løv. Bærret har dybtliggende frø og er mørkerødt udenpå og rosa indvendigt.
Alle blomster er hunlige, så sorten behøver en anden jordbærsort, for at blive bestøvet og sætte frugt. Den er relativt sen, så sorter som ‘Senga Sengana’ og ‘Korona’ er velegnede bestøversorter. En bestøverplante pr. 3-5 ‘Mieze Schindler’ er nok til at sikre bestøvning.
‘Mieze Schindler’ sætter masser af udløbere og kan vokse på både lette og svære jorde, tåler kortvarig tørke, men er modtagelig for meldug.
Sorten sælges stadig i Tyskland, hvor denne klon er købt.