Hovedkål Bodil Gimbel har krydset, dyrket og udvalgt siden 1981.
Bodil skriver:
"I 1981 begyndte jeg at dyrke kål. Jeg dyrkede rødkål, hvidkål, grønkål og rosenkål. Jeg tænkte at jeg lige så godt kunne dyrke mine egne frø, så næste år satte jeg alle de kålstokke som vi havde spist kålene fra. Der kom en masse frø, som jeg såede året efter, men de havde jo
krydset sig alle sammen, på kryds og tværs mellem alle sorterne, så der kom en masse forskellige kål. Der var ikke mange krusede grønkål tilbage, men der var mange lidt grove, meget store kål som ikke lavede hoveder. De var meget vinterholdbare, så jeg dyrkede dem i nogle år til dyrefoder.
Der kom også en del røde rosenkål,de var meget flotte og smagte godt, men efter 5-10 år blev de mindre og mindre, senere har jeg fundet ud af, at jeg havde sat for lidt kålstokke til frø så de med tiden var blevet indavlet. Til sidst var de ikke større end ærter og jeg holdt op med at dyrke dem.
De mest spændende var krydsninger mellem rødkål og hvidkål, der kom rigtig mange forskellige, nogen var lyserøde, nogle var gule og grønne med røde ribber, og der var stor forskel i konsistensen nogen blev blødere i fibrene og var rigtig gode til råkost, andre var grovere og store og egnet til varm madlavning.
I en del år sorterede jeg dem fra, som var til dyrefoder, jeg lærte at genkende dem allerede i mistbænken, de så anderledes ud, de krøllede en smule i bladene og de groede sådan set hurtigere og kraftigere, så det var også en fordel at få dem væk fra de andre så hurtigt som muligt. De var ikke så spændende som hovedkålene. De var for grove at spise som blade, og der skal jo mad på
bordet.
Jeg var nødt til at vælge, hvad jeg var ude efter af resultat for dyrkningen, fordi de krydsede sig når jeg lavede frø. Så efterhånden har jeg fået lavet en ”race” af kål, som jeg dyrker og spiser mest som råkost. Det er ikke en ensartet sort, de er stadig alle forskellige farver og konsistenser, men jeg holder hele tiden på dem, der ikke bliver syge, og dem hvor stokken kan overleve vinteren, så det er blevet en sund, velsmagende kålsort, med mange forskellige flotte farver.
Avlen fortsætter, og den bliver nok ved med at ændre sig. Det er jo ikke en stabil sort, som bare er som den er, og jeg kan jo ikke lade være med at interessere mig for det der gør anderledes end jeg forventer.
År 2007 var der ikke mange der havde overlevet vinteren men jeg tænkte at der skulle nogen nye frø til og satte derfor de stokke der var. De stokke jeg satte gjorde noget helt nyt, de lavede ikke
mange frø men nogen kom der, men på mange af stænglerne kom der nye små hovder, større end
rosenkål ca. som tennisbolde, de var rigtig gode at spise og planten blev ved med at gro. Den har nu
overlevet vinteren, det vil sige at den gror på tredje år.
Jeg tog frø fra den og kaldte dem for staudekål, men det holdt kun kort for der kom aldrig nogle efterkommere der lignede dem. så nu var jeg igen tilbage til hovedkålene som jeg kalder for ”Bodils kål”.
Kålfrø.
Når jeg samler frø tager jeg ikke alle frø, der kommer jo så mange ,så jeg tager kun dem der er helt færdige og fine. Så allerede der starter sorteringen.
Året der går.
Når det begynder at blive forår, i slutningen af marts samler jeg de stokke som jeg har valgt ud til frø. Der må gerne være en god flok for at undgå indavl. Hvis jeg samler med få års mellemrum, kan jeg dyrke med frø fra flere årgange og derved undgå indavl. Kålstokkene hvor jeg har spist kålene fra planter jeg så, de kan godt stå ret tæt, skulder ved skulder, de skal bare stå til de har modne frø. Det er også tid til at lave mistbænk, jeg renser jorden grundigt og sætter min mistbænk op, hvert år et nyt sted, og så er det klar til at så. Jeg vælger de frø jeg vil så, når jeg har sået sørger jeg for at jorden ikke bliver tør, helst med regn hvis det er muligt og efter 1 til 2 uger er de spiret. Når kålplanterne i mistbænken er klar til udplantning og der kommer godt vejr til det (regnvejr)
planter jeg ud på et parat og godt gødet stykke jord . Planterne står med 50-70 cm. afstand. Det er nemt at passe. De må ikke mangle vand lige efter udplantning, men så vidt muligt går jeg efter vand fra himlen. Jeg er ikke meget for at vande. Der går ikke mere end et par måneder før kålplanterne blomstre. De er flotte som de flotteste stauder, en rigtig pryd i haven. Planterne er ½ -1 meter høje så det kan være godt at sætte pinde og
snor så de ikke vælter i blæsten.
I august er frøene modne. Der kommer virkelig mange frø, for jeg sætter mange rødder til frø for at
undgå indavl, men så kan jeg bare tage de flotteste fra hver plante.
Kål gror hurtigt, hen på sommeren dækker kålplanterne jorden og der kommer ikke meget ukrudt mere.
Kålhovederne bliver ikke modne samtidig som når man køber frø af en ensartet kålsort. De første modner i slutningen af august, dem spiser jeg så efterhånden.
Størstedelen bliver så færdige i september- oktober, og inden frosten rigtig slår til, og rådenskab breder sig for meget, høster jeg alle hoveder, piller de dårlige blade af og lægger dem i jordkælder på sand. Det er en fordel at der er godt med plads og luft omkring så holder de bedre.
Mens jeg høster kålhovederne sortere jeg de stokke fra hvor kålene er for syge, eller har andre dårligdomme som ikke er gode at avle videre på. De stokke der står tilbage er så alle sammen gode og kan gemmes med roden i jord i jordkælder til næste forår.
Når frosten slipper jorden, planter jeg rødderne ud, de fleste af dem gror så op og blomstre og sætter frø.
År 2008 overlevede næsten alle kålstokke fra sidste år, selvom de havde stået ude. Der er mange for vinteren har været mild så jeg forventer en stor frøhøst af blandede farver hovedkål. Det gik så ikke som forventet for der har igen sneget sig noget bladkål ind i frødyrkningen så det er igen blevet næste kun gedekål. Endnu en god grund til at lave frø hvert år selvom der kommer så mange. For nogen gange går det ikke som beregnet.
Jeg har stadig frø og i 2010 samlede jeg mange rødder fra de fineste kål jeg høstede. De står nu i jordkælderen og venter på at blive plantet ud (i april). Det var godt at jeg tog stokkene ind i jordkælderen, for en vinter som denneher kan de ikke overleve ude. Andre år har halvdelen af stokkene stået ude. Der er altid nogle af dem der overlever og jeg tænker at de er med til at stabilisere vinterholdbarheden når de bliver blandet ind i den videre
frøavl.