Webportal for Danske Spiseplanter
2017-2020: Webbaseret leksikon der skal øge viden om bevaringsværdige danske kulturplanter
- Projektleder: Louise Windfeldt
- Status: Fase 1 er afsluttet. Fase 2 er påbegyndt i januar 2019.
- Finansiering: Projektets to indledende faser er finansieret af Miljø- og Fødevareministeriet gennem ”Tilskud til projekter inden for bevaringsarbejdet med danske husdyr- og plantegenetiske ressourcer” Der er i alt bevilget 195.000 + 181.000 kr. Projektets hjemmeside vil blive realiseret gennem projekt ”Fra Frø til Fad” (se dette).
- Frøsamlerne medfinansierer: 0 kr.
- Frøsamlernes udbytte af projektet: Webportal (webbaseret planteleksikon), oplæg og artikler både for foreningens medlemmer og andre
Formål med portalen er at øge kendskab til og brug af bevaringsværdige danske kulturplanter – både i haver, landbrug, på restauranter og museer.
Kendskab til planterne gøres tilgængelig på en ensartet og systematisk måde i et webbaseret leksikon (webportal). Det vil gøre det nemt for såvel den almindelige befolkning som producenter, forskere og formidlere at bruge den viden, der løbende høstes i forædlings- og demonstrationsprojekter med danske kulturplanter.
Fase 1 af projektet var et pilotprojekt med base hos Frøsamlerne, hvor planterne blev udvalgt og beskrevet. Planterne er udvalgt af support- og ekspertgruppen, der blandt andet består af medlemmer fra Frøsamlerne, med hjælp fra folk bag Fødevareministeriets demonstrationsprojekter. Der er lavet beskrivelser af de første 51 sorter af danske kulturplanter. I projekterne vises planterne frem, dyrkningsegenskaber og kulinariske muligheder undersøges, og deres kulturhistorie beskrives. Første fase er samtidig brugt til at forberede webdelen af projektet (fase 2). Vi har afsluttet fase 1 i august 2018.
Fase 2 har base på Københavns Universitet og er bevilget i december 2018. Her vil sortsbeskrivelserne blive tilgængelige og søgbare på en hjemmeside. Samtidig vil erfaringer fra universiteter, museer, foreninger, producenter og andre, der arbejder med brug og formidling, blive koblet med oplysninger om, hvordan man får fat i planter eller frø – hos forhandlere, NordGen eller Foreningen Frøsamlerne.
Alle skal kunne bruge portalen og bidrage med erfaringer og viden, der lægges ind, når den er korrekturlæst af en ekspertgruppe. På den måde sikres robust og varig information om bevaringsværdige danske kulturplanter, der er nem at bruge.
For at gøre portalen maksimalt brugervenlig vil en brugergruppe bestående af medlemmer fra blandt andet Foreningen Frøsamlerne afprøve materialet, før det offentliggøres.
Hjemmesiden vil blive realiseret gennem projekt Fra Frø til Fad (link), som samtidig vil gøre det muligt at læse om kulturplanter i Norge og Sverige.