gamle grønsager

De gamle sorter af vore køkkenurter - beskrivelse for at genopdage og bevare

Afsluttet december 2018

  • Projektleder: Svend Erik Nielsen
  • Status: Projektet er afsluttet dec. 2018.
  • Finansiering: Projektet har bl.a. modtaget støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet gennem ”Tilskud til projekter inden for bevaringsarbejdet med danske husdyr- og plantegenetiske ressourcer”. Der er i alt bevilget 212.500,- kr. Herudover har Plums Fond samt Dansk Hortonomforenings Studiefond bidraget.
  • Frøsamlerne har medfinansieret: 0 kr (Frøsamlerne har ydet midlertidige lån, mens projektet kørte)
  • Frøsamlernes udbytte af projektet: Nye forskningsresultater samt afholdelse af 8 oplæg og workshops mm.

Igennem seks år har Svend Erik Nielsen indsamlet over 10.000 siders viden om grøntsagssorter fra før 1950 ved at gennemgå al gammel have- og gartnerlitteratur, tidsskrifter og frøkataloger fra Skandinavien og England. Projektets formål har været registrering, dokumentation og beskrivelse af de gamle sorter.

Svend Erik Nielsen er egentlig uddannet klassisk musiker og arbejder til daglig som organist. Men han er også entusiastisk havedyrker, og der igennem er interessen for gamle grøntsagssorter blevet vakt. Han tog kontakt til nordiske frøfirmaer, der solgte de gamle sorter, og så fandt han ud af, at bevaringen af dem var truet. Det førte til starten på de seks års dybdegående forskning.

Selvom forskningsarbejdet ikke direkte udspringer af Svend Erik Nielsens baggrund som klassisk musiker, har det alligevel været med til at forme hans arbejdsmetode: ”Jeg er gået til arbejdet ved ydmygt at spørge historien, hvordan de gamle sorter har været udvalgt og brugt. Det svarer til at finde det fulde potentiale af de gamle komponisters værker ved at undersøge på hvilken måde for eksempel Mozart selv kan have spillet sin musik”.

Igennem arbejdet har der tegnet sig et klart billede af, hvilke sorter, der var de vigtigste til forskellige tider, og hvordan de blev brugt. Hver enkelt sort fortæller sin historie. Et eksempel, der relaterer godt til den tørre sommer, vi har oplevet i år, er blomkålen "Stor Dansk", der blev brugt til sommerdyrkning af blomkål, fordi den havde et rodnet, der gik så dybt, at den var bedre end andre blomkålssorter til at modstå meget tørre og varme somre. Den kom i handelen i 1873, og frø af den blev en meget stor eksportsucces for danske frøproducenter. I USA fik den ligefrem navnet "Dry weather".

Heldigvis har arbejdet også afsløret, at mange af de gamle sorter stadig findes, for eksempel i Nordens genbank, NordGen. ”Så der er meget at glæde sig over”, tilføjer Svend Erik Nielsen.

Med Svend Erik Nielsens forskning vil vi kunne prioritere, hvilke af genbankens sorter, det vil give de bedste resultater at opformere og arbejde videre med – også i forædling og forskning i nye sorter og kombinationer af egenskaber, vi vil få brug for i fremtiden.

Læs projektets pressemeddelelse her:  Fortidens diversitet af grøntsager giver fremtidens muligheder
Læs ”Økologi”s artikel om projektet her: https://nyheder.okologi.dk/mark-og-stald/en-sort-pa-bordet-er-en-sort-bevaret