2. marts 2019, 15:28
Baltisk-dansk samarbejde om frøsamling
Frøsamlerne deltager i projekt ”Growing Seed Savers” sammen med Letland, Litauen og Estland i 2018-2020. Projektet er finansieret af Nordisk Ministerråd, og formålet er at udvikle frøsamlerforeninger efter dansk model.
Fra 15.-18. februar var 15 kursister fra hele Baltikum på frøsamlerkursus i Danmark. Vi underviste dem i praktisk frøsamling, havebrugshistorie, lovgivning og plantesygdomme. Og så blev der selvfølgelig byttet frø.
Foreningen Frøsamlerne fungerer som mentorer for de andre lande på disse felter, fordi vi allerede er langt i vores arbejde med at opbygge en velfungerende forening. Noget af det, vi forventer selv at få ud af at deltage i projektet er udvikling af et ”undervisningskit” i frøsamling, som vi kan bruge på vores egne kurser – også kurser, hvor vi fx underviser elever på økologisk landbrugsskole.
Vi kan også lære noget om et mere systematisk arbejde med opsøgning og indsamling af gamle danske sorter – som nogle af de baltiske lande har mange erfaringer med.
Læs mere i denne artikel under Viden om - og hør om projektet på årsmødets workshop søndag 10. marts 2019 kl. 9.