7. februar 2022, 22:15
Det er snart forår, og vi tror på, at NU kan vi komme rigtigt i gang!
Det kribler i hvert fald i os. Og vi har derfor støvet af, vasket og pudset vores remedier. Så vi nu er helt klare og forberedte på at give jer….
Flere gratis intro-kurser om frøsamling i februar og marts
- på Sjælland i Rødvig Stevns og i Slangerup, i Jylland ved Fredericia. (Og vi arbejder på mindst ét kursus til i Midtjylland.) Plus frøbytte og årsmøde.
Alle kan være med!
Vi skal tale om nemme metoder til frøavl af især grønsager. Alle kurser indeholder oplysninger om bestøvningsbiologi og hvordan man holder gamle sorter rene – samt indføring i vores håndværk: tørring, rensning og opbevaring af egne frø.
- Måske gør du også et godt fund!– Vi slutter af med fælles frø- og plantebytte – tag gerne med hvad du har af overskudsfrø.
Undervisningen er gratis og alle er velkomne. Nogle steder skal du medbringe egen madpakke, på andre kurser en enkel frokostret til deling, og andre igen tilbyder gratis frokost. Underviserne sørger for udstyr samt kage og kaffe/te – oftest mod et mindre beløb.
Husk: Der er begrænset plads på alle kurser og du skal tilmelde dig. Find alle frøkurser og andre arrangementer samt tilmeldingslinks for hvert kursus i Frøsamlernes kalender.
Og ENDELIG må vi igen mødes med flere frøsamlere uden skærme imellem os – Så lad os mødes til årsmødet 12. marts!
Workshop: Potteplanter – pasning og formering v/Astrid Steffensen, gartner i Den Gamle By, Århus Vi skal snakke om hvordan man passer og evt. overvintre potteplanter. Vi vil fokusere på de gamle bevaringsværdige planter, som vi har mange af i foreningen (også nogle, der savner adoptanter- og måske finder dem her).
- Blandt de hjemløse er ”Anes oldefars bladkaktus” – og Astrid kan demonstrere, hvordan man poder denne på grundstammer af andre kaktusser.
Workshop: Tomater – projekt med afprøvning og beskrivelse v/John Kruuse, tomatkoordinator. Gennem vores frøkatalog-projekt har vi fået indblik i hvilke tomatsorter, der spillede en stor rolle i dansk havebrug fra 1840’erne og til 1950. Det er lykkedes at finde frø af 18 af disse sorter – men de skal afprøves og beskrives for at kunne slå fast, om det virkelig stadig er de samme sorter, danskere kendte for 70-100 år siden.<
- Vi bliver introduceret for de vigtigste gamle sorter og snakker om hvordan medlemmer kan afprøve, beskrive og være med til at bevare dem – i forskellige landsdele og under forskellige forhold. John tager frø med til medlemsforsøg.
Vi arbejder på endnu en workshop. Om eftermiddagen har vi generalforsamling.
Og vi holder frøbytte undervejs. Der kommer snart mere i Kalenderen - og en rigtig Indkaldelse.