Om foreningen
Landsforeningen Frøsamlerne er en ideel forening, der arbejder for at bevare kulturplanternes mangfoldighed. Foreningen er stiftet i 1987 og har godt 1100 medlemmer (2023). Vi arbejder frivilligt med at finde, indsamle, registrere og videreføre bevaringsværdige planter. Videreførelsen sker ved at udbrede brugen af disse plantegenetiske ressourcer hos foreningens medlemmer og opbygge viden om frøavl og frøopbevaring på højt niveau. Samtidig når vi ud til et bredere publikum gennem foredrag, markedsstande og gratis, åbne kurser. I Frøsamlerne er vi opmærksomme på den voksende interesse for emner som permakultur, bittersunde grønsager og ’urban farming’ og støtter med vejledning og frø. Her igennem udbredes den almene forståelse for plantegenetiske ressourcer i befolkningen.
Du kan læse mere om Frøsamlernes arbejde i vores folder. Frøsamlernes folder
Efterlysning af gamle sorter
Vi prøver at finde gamle sorter af nytteplanter og prydplanter, at udbrede kendskabet til dem og at bevare dem for eftertiden. Vi afprøver også spændende traditionelle køkkenurter fra andre lande, især vores nabolande.
Foreningen er særligt interesseret i:
- Danske og nordiske køkkenurter og landbrugsplanter med en historie - måske en families favoritsort, der er gået i arv, eller en sort der er knyttet til en bestemt egn.
- Sorter, der har været i handelen i Danmark, men som nu er forsvundet fra frøkataloger og butikker.
- Nytteplanter fra tidligere tider, de "glemte køkkenurter", der nu er gået af mode - også "oldemors blomster og potteplanter".
- Værdifulde planter fra andre lande - f.eks. fra en ferierejse eller en udenlandsk frøsamler - der er veltilpasset danske haver.
- Indvandrersorter, der er kommet hertil med nydanskere, og som trives i Danmark
Bevaring af gamle sorter
Medlemmernes haver udgør en decentral "græsrods genbank" og bidrager til vores frøliste med ca. 600 sorter af køkkenurter, krydderurter, landbrugsplanter, bær og frugttræer, og prydplanter. Alle vores frøformerede sorter er frøkonstante (frøfaste, "open pollinated", dvs. ikke F1-hybrider) - så medlemmerne kan tage frø af dem, hvis de vil og hvis de lærer lidt af håndværket.
Når foreningen finder en værdifuld plante, prøver vi at få et handelsfirma til at tilbyde den kommercielt. Foreningen Frøsamlerne samarbejder med Nordisk Genbank for at sikre registrering og langtidsbevaring af sorter, der er gamle i Danmark (dvs. mere end ca. 50 år) og med Miljø- og Fødevareministeriet om formidling af dem.